Ekstra Bladet - http://www.ekstrabladet.dk
2006-07-19

Olsen Banden i Thisted

Egon, Benny og Kjeld fra Olsen Banden har deres egen store fanklub i Tyskland, og dem har Kino Thisted ufrivilligt fået på nakken

Af Per Kanstrup - 10:00 - 19. jul. 2006

Bandens tyske fanklub har nemlig erfaret, at biografen sidste år solgte en del af bygningen, der blev prydet af en to gange syv meter silhuet af Olsen Banden. Salget medførte, at silhuetten blev malet over, og det har fået de tyske fans op på dupperne.

Med på ruten
På fanklubbens egen hjemmeside diskuterer medlemmerne heftigt den overmalede facade. De har sågar taget kontakt til både Kino Thisted og Thy Turistbureau og forklaret, at de netop holdt ferie i området for at besøge steder, hvor ’Olsen Banden i Jylland’ blev optaget.

På grund af silhuetten var Kino Thisted kommet med på fanklubbens rute over besøgssteder, hvor Olsen Banden har været; det store bunkersystem i Hanstholm, klitterne, Sparekassen Thy, Thisted Lufthavn, Krabbes Konditori, jernbanesystemet i Agger, med mere.

Event-weekend
Efter hektisk korrespondance mellem fanklubben, Kino Thisted og Thy Turistbureau er man blevet enige om at bilægge striden med en Olsen Banden Event i Thisted i perioden 11. til 13. august med rundvisning, udstilling, film, sjove indslag, musik og teater med mere i bandens ånd.

Benny (alias Morten Grunwald) har sagt ja til at medvirke. Det sammen har filmenes chefproducer Bo Christensen. Lotte Dandanell (designer af bl.a. Yvonnes kjoler) samt Jan Lehmann, direktør ved Nordisk Film og pr-ansvarlig for ’Olsen Banden i Jylland’.

Både kostumer, bandens tøj og Yvonnes kjoler bliver sammen med Bennys bil udstillet ved weekendens event. Det forventede overskud går til Sygehus Thy-Mors. Den tyske fanklub har lavet en hjemmeside – film3.dk – hvor du kan få mere information om den store Olsen Banden Event.


billedebeskrivelse:

Kino Thisted anede ikke, at et frasalg af en bygning ville medføre et ramaskrig fra Olsen Bandens tyske fanklub. (Foto: Rolf Konow)