Thisted Dagblad - http://www.thisted-dagblad.dk/
2006-08-01

Olsen-Banden bliver klædt på

AF MORTEN KYNDBY HOLM
MKKH(at)BERGSKE.DK

Thisted Museum udstiller originale Olsen-Banden-kostumer - og designeren Lotte Dandanell sætter tegninger af Yvonnes kjoler på auktion

01. August 2006 12:00

THISTED:Hvordan fik Egon sin bowlerhat og Kjeld sin butterfly og fløjlsjakke? Og hvorfor går Benny altid i den der kiksede jakke og gule sokker?

Disse spørgsmål bliver der måske mulighed for at få svar på, når Thisted Museum, som en del af weekendens Olsen-Banden Event lørdag den 12. august åbner en særudstilling om Olsen-Banden.

Nogle giner bliver klædt på med de originale kostumer, som Nordisk Film stiller til rådighed. Og filmselskabets tidligere kostumier, designeren Lotte Dandanell, har lovet at komme og åbne udstillingen.

- Jeg vil også sige lidt om, hvordan vi kom frem til kostumerne, fortæller Lotte Dandanell.

Ud over de tre populære forbryderes ret ensformige garderobe udstilles også en enkelt af de mange farvestrålende kjoler, som Kjelds hustru Yvonne førte sig frem i. De fleste af kjolerne er i dag gået tabt, blandt andet fordi holdet bag filmen ikke havde nogen anelse om, at Olsen-Banden ville blive en så stor succes. Af samme grund blev Egons, Kjelds og Bennys tøj med tiden temmelig slidt.

- Vi troede jo bare, at der skulle laves en enkelt film. Ellers havde vi nok lavet nogle flere sæt af kostumerne fra begyndelsen, fortæller Lotte Dandanell.

Tegninger

Mens kun en enkelt af Yvonnes kjoler er med, bliver der på udstillingen mulighed for at se syv af Lotte Dandanells originale skitser af kjolerne - nogle af dem med prøver på det stof, som de blev syet af.

Disse tegninger har designeren sagt ja til at stille til rådighed for en auktion, hvor pengene, der kommer ind, går til hjerteafdelingen på Sygehus Nord i Thisted.

Mindsteprisen pr. tegning bliver 2000 kroner, og der bliver mulighed for at deltage i auktionen på to måder, fortæller Dorte Gade fra Kino 1-2-3, der er koordinator for begivenhederne under Olsen-Banden Event.

Dels kan man lægge sit bud i en kasse på udstillingen. Dels er der mulighed for at byde via hjemmesiden for Olsen-Banden Event på adressen www.film3.dk.

Også ihærdige Olsen-Banden-fans fra ind- og udland har henvendt sig med tilbud om udlån af diverse effekter til udstillingen, der tilrettelægges af museumsinspektør Jytte Nielsen.

Også en af Olsen-Bandens biler kommer til Thisted. Den bliver udstillet lørdag eftermiddag på Store Torv, som også bliver ramme om en Olsen-Banden-forestilling ved en teatertrup fra den tyske delstat Sachsen.

Blandt andre af weekendens begivenheder bliver Morten Grunwalds afsløring af et nyt Olsen-Banden-silhuet foran Kino 1-2-3, koncert med Papa Bue and His Viking Jazz Band (der indspillede den originale kendingsmelodi til filmene), "Kjelds Kagebord" i Vores Café - og udgivelse af en guide til de steder, hvor "Olsen-Banden i Jylland" blev indspillet for 35 år siden.

Denne film, nummer tre i rækken, kører hele weekenden i Kino 1-2-3 i både dansk og tysk version.


billedebeskrivelse:
billede top
Lotte Dandanell, designer og tidligere kostumier, har doneret nogle af sine tegninger af Yvonnes Kjoler til en auktion til fordel for Sygehus Nords hjerteafdeling. Foto: Morten Kyndby Holm.

billede derunder
Dorte Gade fra Kino 1-2-3 med tegningen af den kjole, som Kirsten Walther havde på i "Olsen-Banden i Jylland".